En slags hjemløs….

Vi stod op om morgenen efter at have sovet ret så rimeligt godt i de bløde senge. Da vi ligesom havde travet gader og grusstier tynde for eventuelle boliger dagen før, ja så måtte vi altså alliere os med hjul denne dag. Vi blev nød til, at kunne komme hurtigere rundt og lidt længere omkring hvis det skulle lykkedes for os, at finde en bolig! Det er ellers altid lykkedes os første dag, men okay efter 11 måneder måtte det jo ske. Som en iskold snebold tyret lige i hovedet på én en februar dag i Danmark, der stivnede vi, da de fortalte os prisen på scooterleje her! De skulle have 100 kr pr scooter… Ja altså var vi lige kommet til Asien, så havde vi nok tænkt det var en fair pris, men nu tænker vi slet ikke i kroner mere, men i baht, og i Thailand kan du leje dem for 30 kr pr dag. Først troede vi det måtte være en slags joke, og at man selfølgelig kunne leje dem billigere andre steder? Men alle havde lige dårlig humor… Indtil vi til sidst får forhandlet dem ned til 75 kr pr dag, så blev det jo en slags sejer i chokket. Vi elsker virkelig at kører scooter, for så snart man sætter sig op på dem, så er man fri som en fugl (der ikke kan flyve) til at komme rundt alle de smukke steder de “gemmer” for turisterne.

Da varmen her er som øverste række i en helt ægte sauna, så ville det være ren tortur at kører rundt inden vi havde taget en dukkert. Så vi tog lige en omgang paradisstrand inden virkeligheden som hjemløse mennesker blev fundet frem igen.
Det er faktisk et ret fedt sted at være hjemløs. Når jeg har cyklet afsted ind over Rådhuspladsen på arbejde på Politiken, så har jeg altid frosset selvom, jeg havde husket vanter, når jeg så de hjemløse ligge der på en kold bænk. Her skal man jo bare have en hængekøje og fiskestang, så er det lige før man lever drømmen her som hjemløs. Jeg ser nogle gange for mig, hvis man delte flybilletter ud til de hjemløse, så kunne de skifte de fem lag tøj ud med et par shorts, og drikke deres kolde øl under en palme. De falder godt ind sammen med backpack’erne, hvor skægget bare står, ingen har travlt, og alle har hver deres historie.

Vi kørte ikke længe, før vi var langt væk fra turister og hoteller. Vi var faktisk midt i ingenting, da jeg pludselig ikke kan se Mikkel i mit sidespejl mere. Det var alligevel underligt? Vi holdt og ventede lidt indtil grænsen for hvor langsomt man kunne køre var overskredet! De måtte være gået i stå et sted? Eller endnu værre, tænk hvis de var væltet, og vi ikke havde hørt det, fordi den motorlarm for mig til at synge så højt! Lidt nervøse kørte vi tilbage af den øde vej, der var så øde, at den var rammen for lufthavnens landingsbane. Der stod de, og på lang afstand kunne vi se deres hjelme bevæge sig, så de var da i live. Lortet var gået i stå, og da vi er vildt uerfarne som mekanikere, så blev det kun til de klassiske forsøg på at starte den, som ved at ryste den lidt, og dreje nøglen ekstra mange gange. Alle ved jo at de ryster bilerne på et autoværksted hvis de skal virke igen! Det virkede ikke! Pis…

Så kunne vi faktisk kun sidde der i det varme græs med solen bagende lige i fjæset, og vente på en venlig sjæl der måske kunne andet end at ryste den. Det kunne godt have været en nederen oplevelse, men helt ærlig vi sad lige foran en landingsbane, og ind fløj det ene store fly efter det andet. En gang imellem stoppede der nogle venlige sjæle op, der også rystede vores scooter lidt og så gav op. Da vi var ved at løbe tør for vand kørte Mikkel hele vejen tilbage hvor vi havde lejet scooterene for at få hjæææælp. Vi sad og tjekkede fly ud imens, og jeg finder det altid meget fascinerende, fordi jeg har så meget flyskræk, at jeg bliver lige imponeret hver gang de lander eller letter uden at styrte ‘hold da op den klarede det!’. Jeg fandt samtidig ud af, at jeg da aldrig skal flyve med Air Asia igen! Ved I hvad deres slogan er, og som står med stort på hele siden af flyet ‘Now everyone can fly’. Hvis det er det de føler, hvilket CV har piloten så, ja hvis han da er pilot?. De plukker måske bare lige en passager ud i indgangen, og når passageren forbløffet bliver sat i pilotsædet, så siger stewardessen i fuld Air Asia overbevisning ‘everyone can fly’.

Efter en halvandentimes forundring over alle de fly og sved løbene ned af panden, så kom der endelig assistance med en ny scooter. Så kunne vi få luft igen, da vi satte i fart. Ret imponeret var jeg over, at vi faktisk havde siddet i bagende sol i over en time og bare hygget. Ikke en ud af fire børn havde brokket sig eller syntes det var en besværlig situation. De er, hvis jeg selv skal sige det mega godt opdraget, og de har om noget lært, at få det bedste ud af alle situationer. Det er derfor den her rejse er så fed, for vi skal ikke diskutere eller hører på brok. Vi nyder bare hver en oplevelse og det er jo netop det det hele handler om.
Om os var der bjerge, små byer hvor de lokale går rundt og arbejder, nogle sidder i skyggen, og ligner nogen der aldrig har haft travlt. Børnene løber og leger i varmen, og de små træhuse står, som de er skabt af ejerens egen hånd med kun det formål at dække familiens behov. Der bliver vasket op i baljer bag huset, hængekøjen er spændt op mellem to træer og under den sovende mand i hængekøjen løber der langbenet høns med grå kyllinger. Verden er på en og samme tid så primitiv, og så priviligeret fordi de netop ikke er fanget i et spind af materialisme og travlhed.
Vi er langt væk fra hoteller, men vi møder en del skilte hvor der står “home stay”. Det er hyggelige små træhuse med have foran. Vi kan ikke finde dem der ejer dem? Vi stopper ved det ene lille skønne træhus efter det andet. De er ikke pæne, men de er hyggelige.
Vi har kun få gange boet sådan rigtig flot her på rejsen (hvis flot er dyrt?), og det er som om vi har fundet mere lykke i det hyggelige frem for det smukke. En lille træhytte hvor badeværelset er lavet af bambus, der er plads til ungerne kan løbe og lege foran, og vi kan sidde og grille og falde ind blandt de lokale. Vi føler os slet ikke hjemme, når vi sidder på et resort blandt 14 dages turister, for vi er ikke en del af dem, ikke på denne rejse. Vi trives bedst blandt de lokale, eller når vi finder steder hvor der bor backpackere. Der er en helt anden stemning, og sjovt nok så er der en fælles stemning blandt de lokale og backpackere. Der er guitarspil. Lyden af musik og en stille stemme der synger, der er plads til børnene kan boltre sig, og der er en interesse for hinanden. Vi møder så mange uforglemmelige lokale folk på vores rejse, der deler deres historie, og vi har hørt de mest spændende historier, set de mest glade mennesker, når vi har mødt backpackere fra hele verden.

Hvis vi har boet virkelig primitivt, så kan et par dage et flot sted godt være rigtig dejligt, men det er kun indtil vi opdager hvor priviligeret den primitive verden er, og så vågner vi op igen…
Solen begyndte at gå ned, vi snoede rundt om en vej langs kysten, på vej tilbage mod byen vi kom fra. Solen farvede vandet, og det tog kun et kort øjeblik for den som en bold trillede ned bag bjergene der står tårnhøje beklædt med tæt jungle langs øens nordside.
Vi nåede byen igen, og vi holdt inde ved en lille indisk restaurant. De laver brød her, brød som en pizzabund med hvidløg på. Det smelter næsten på tungen, og ens smagsløg bliver fyldt op af en ny smag. Det er kun flütes og toast vi plejer at møde i de asiatiske køkkener, så glæden ved at se en Inder var pludselig stor. Jeg vidste slet ikke, at jeg gik og savnede en Inder? Der kan man bare se! Men okay ris kan faktisk trække en helt derud hvor man uden at tøve ville snave Karl Mar Møller i gulvet som tak for en rugbrødsmad med roastbeef, remoulade og ristede løg. Ja velbekomme…
Solen var trillet ned, vi var mætte og faktisk stadig hjemløse! Vi kunne ikke køre rundt længere det var for sent, og vi var helt trætte.
Vi kørte hen til vores for dyre hotel, hvor vi havde sat alle vores ting i reseptionen. Så tjekkede vi ind igen, og lagde os i de bløde senge. Men denne aften var vi ikke nær så optimistiske når det kom til bolig, som vi havde været natten før. Skulle vi finde noget hyggeligt til fornuftige penge, så ville det både kræve held og viljen til at finde det…. Meeeen alt kan jo lade sig gøre…. Hvis man virkelig vil…