Helt op til skyerne…

Nogle oplevelser er bare så skønne, at man skulle være et skarn, hvis man ikke forstod at nyde nuet. Når nuet er sådan et øjeblik hvor man kan slå lilletåen mod en kant, have et irriterende myggestik og stadig smile. For hvor er verden dog smuk og hvor er det dog fantastisk at opleve den.

Man kan sidde derhjemme og drømme, ellers kan man stå lige her, lige der, lige det sted hvor hårene rejser sig på armen, fordi alt det man ser er så smukt, så man tror, at man drømmer.

Vi hoppede på friheden (også kendt som scootere) og kørte op til skycap. Eller vi kørte ikke BARE derop, for vi kørte også lige lidt forkert undervejs, men så så vi en masse flere spændende steder, og vi fik kørt off road over græs marker med tæerne krummet sammen, når vi skulle støtte med fødderne i det bulede terræn, da der sikkert har boet mange slanger.
Vi kørte igennem skove, over bakkerne i det bjergede landskab og aberne løb rundt på vejen foran os. Nogle aber havde løbet ud foran bilerne inden vi ankom, så de lå i vejkanten og så lidt fladtrykte ud. Det er sådan et mærkeligt syn, for normalt er det katte og pindsvin der ligger langs vejkanten.

Vi nåede op til skycap, og foran os kunne vi se liftene og en line der skulle trække os højere op i bjergene end øjet rakte. Jeg glemmer altid, at jeg har højdeskræk, når vi får ideer? Men nogle ting er også så spændende, at man bare bliver nød til, at lade være med at fundere på om man falder ned.

Vi satte os ind i liften med sommerfugle i maven og næsen trykket op mod ruden. Jo højere vi kom op, jo smukkere blev det. Om os var der kæmpe bjerge dækket af tæt tropisk skov. Under os fløj der store ørne, og kiggede vi godt efter, så kunne vi se aber svinge sig i træerne.
Det var så smukt og det minder en om det uendelige eventyr verden er. Der var ikke et sted jeg så helt deroppefra, hvor jeg ikke havde lyst til at sætte mine ben.
Jo højere vi kommer op, desto mere usikre føler vi os. Samtidig har verden aldrig været smukkere og hele følelsen af, at leve livet, forstærkes jo mere vi mister jordforbindelsen.
Jo mere vi gav slip, desto mere kunne vi se, og jo mere vi slap kontrollen, jo mere nød vi alt det som var lige foran os. Alt det som har været foran os hele tiden, men nu så vi det endnu smukkere, fordi vi sad helt deroppe hvor ørnene fløj under os, og fordi vi vidste, at hvert øjeblik skal nydes når drømme ses med åbne øjene.

Da vi nåede toppen, så skulle man tro, at det var målet. Det kan også godt føles sådan, når man står på toppen af verden, og ser ud over bjerge så langt øjet rækker, havet der forsvinder ud i horisonten og lydene fra kilometervis af tropisk skov.
Efter at vi havde skrevet under på, at næste tur var på eget ansvar, så begav vi os igennem junglen og ud til skybridge. Vi elsker, at trave igennem jungler og tropiske skove for hver en lyd vi hører, og hvert et træ vi ser er uden sammenligning. Vores små jungledrenge spotter efter slanger og vildsvin, men med små børn der ser vi sjældent skovens dyr, da de er flygtet i takt med, at de små stemmer der snakker, fylder skoven.

Det var en fed oplevelse at sætte fødderne på skybridge og børnene, ja de kunne ikke være et bedre sted, da de opdager der er glasbund i broen, og man kan kigge ned. Pludselig giver det at leve som børnenefamile en helt anden mening, og det føles så rigtig at stå lige der, og vise vores børn verden langt væk fra National geografik og reklamepauser.

Vi lever kun en gang, vi husker cirka 10 % af det vi oplever, men de sidste 90 % er med til at give os modet, troen og viljen til at stå lige der hvor det uforglemmelige øjeblik er.

Det her var endnu en oplevelse, og endnu et minde om, at livet er en tom æske, og vi vælger selv, hvad vi vil fylde i den.
Det vi fylder i vores liv, det giver for os så meget mening, for lykken er jo lige der, hvor vi virkelig mærker livet.

Langkawi Malaysia