Frihed…. Og Ris

Frihed er et ord vi støder på i alle historiebøger, og hver enste gang har ordet en ny betydning. Historierne beskriver på hver sin måde friheden eller mangel på samme.

Frihed, for mig lige nu, er at kunne opleve og leve på en og samme tid. Ikke kun drømme, men også udleve drømmene. Jeg føler mig fri, når verden er lige foran mig, og når jeg sætter mine fodspor steder, som jeg ikke vidste fandtes før det øjeblik. Steder uden vægge, der så langt øjet rækker, gør mig endnu mere eventyrlysten, fordi jeg mærker, hvor fri jeg er, når jeg kan se de nye drømme lige foran mig.

Endnu en dag her på rejsen, der mærkede vi friheden her på Langkawi i Malaysia.
Vi gik ned igennem det varme sand, og tilsidst måtte vi løbe for ikke at brænde tæerne. Vi hoppede ud i det lune vand, og Mikkel gik op i et gadekøkken efter mad.
Da det er de færreste drømme der ikke bliver forstyrret af et eller andet irriterende, så skete der jo også noget irriterende her i paradis på denne strand. Det irriterende var, at maden Mikkel hentede bestod af ris! Fordi de havde te-tid, lige da vi blev sultne, var udvalget ikke så stort. I et år er jeg blevet fodret med ris. Jeg anede ikke før nu, at man kan hade noget så intetsigende så meget. Kartoflen kan jo heller ikke løbe med titlen som årets mest spændende grøntsag, men den kan man da i det mindste gå lidt amok med; hakke den til pomfritter, lave den til både på en spøjs dag, eller lige snitte et kors i midten til en klat smør, og klaske den i ovnen når det skal være en særlig kartoffeldag. Ris kan intet…! Riskorn er bare små, blege og klistrede hvad end du gør ved dem. I starten var ris okay, men også kun okay. Nu sætter de sig i ganen på mig, og giver mig kronisk spat. Børnene kan heldigvis stadig juble ‘juhuuu vi får ris til’. Lige i sådan et øjeblik føler jeg slet ikke, at jeg kender mine egne børn! Så finder jeg det samme smil frem, som når vi taler om næste gang vi skal flyve ‘Ja det bliver vel nok dejligt’. Lige der, der kender mine børn nemlig heller ikke mig, for jeg får lige sådan en ud-af-kroppen-oplevelse, hvor jeg kan se mit eget tomme blik, og jeg kan høre mit mega falske svar. Nåmen tilbage til risene. Intet ved ris er dejligt, og det hjælper ikke at de laver dem til suppe, grød eller sticky. De kan farve dem grønne og pink (det gør de!) og de kan komme alverdens tilbehør til, men lige meget hjælper det. For mig vil risene fortsat være fødevarenes svar på Gangnam Style, og mine tæer krummer sig sammen.

Nå, det var et sidespor, for jeg ville egentligt skrive om vores helt fantastiske tur på stranden, med frokost der som i fik forklaret bestod af RIS 🙂 (falsk smiley).
Efter et øjebliks afstraffelse med ris, der lige skulle minde mig om, at verden ikke er lyserød, så gik vi afsted.

Wow og wow… Der gik, løb og kravlede vi. Vi gik afsted og bare hyggesnakkede, ungerne løb og legede med alt det de fandt på deres vej, og vi klatrede på store sten.
Åh ja, jeg kan gang på gang slet ikke forstå, at verden er så smuk, og at vi oplever den helt tæt på.

 

Vi gik og gik, vi gik faktisk rigtig langt. Det er så varmt, at man kan nyde en is på en helt special måde. Bare følelsen af lidt kulde på sin tunge, bliver lige der helt ubeskriveligt.

Vi rundede vores lille lokale bod på turen hjem. Det er så hyggeligt, for vi ender altid med at have en lille yndlingsbod der, hvor vi bor. Der køber vi mad (når vi selv laver mad) og kolde drikke. Det hyggelige er, at vi altid lærer dem der har boden så godt at kende.
Det er faktisk altid lidt trist, at sige farvel til vores lille bod, når vi rejser videre. For når vi rejser, så kender vi deres historie, og de er blevet en del af vores.

Med trætte ben og en masse nye smukke minder om, hvor smuk verden er, nåede vi hjem til vores hytte. Så skulle der pakkes, for verden er så stor og nye eventyr venter på en ny ø i et andet land.

Der blev alligevel tid til en lille aftengåtur også, hvor vi mødte den helt vildt nuttede flagermus. Det er kun en unge, og den bliver kæmpe stor, når den får spist nok ris 😉