Vildt smukt

Den tidlige morgen skulle vi rejse fra Langkawi til Koh Lipe. Ikke kun for at opleve Koh Lipe men også for at mødes med min dejlige veninde Mio og hendes gode valg af en kæreste Anders.
Der er altså noget både trist og smukt ved at forlade et sted. Trist fordi, at vi nok aldrig kommer tilbage. Verden er så stor, og gentagelser kan ikke genskabe minderne. Smukt fordi, at alle de skønne oplevelser pludselig bliver pakket sammen som minder.
Lige så skønt som nuet kan være, lige så smukt kan mindet om ‘der var engang’ få smilet frem, og vi kan glædes over, at det vi gjorde, var det rigtige.

Vi kørte med taxa ned til færgen, hvorfra vi skulle sejle til Koh Lipe i Thailand.
Jeg kunne næsten ikke trække vejret over, at de har lavet det så smart, at vi kunne sejle fra det ene land til det andet! Måske er det et tegn på, at vi har krydset mange grænser det seneste år, at det kunne imponere mig så meget. Under normale omstændigheder, så havde vi jo først skulle sejle fra Langkawi og til fastlandet i Malaysia, derefter køre nogle timer til den nærmeste grænse, så med minivan i nogle timer til et sted på fastlandet, hvorfra vi ville kunne sejle til Koh Lipe. Jeg kunne sammenligne følelsen lidt med, hvordan jeg tror, menneskerne har haft det, da menneskerne for første gang blev præsenteret for den dybe tallerken. ‘Det er fandme smart. Den er jo dyb,… Wow det gør jo bare det hele så meget nemmere.
Som suppe der nu ikke længere væltede ud over den flade tallerken, der kunne vi nu flyde afsted i den dybe tallerken til Koh Lipe. Det er smart, det er det… Og nemt… Og imponerende.

Sejlturen til Koh Lipe tog cirka halvanden time. Der var som altid sat en psykopat-film på, så voksne og bestemt heller ikke børn keder sig. Jeg forstår det ikke? Lige meget hvad tid på dagen vi kører bus, bil eller sejler, så er det altid Asiatiske film, hvor folk får hugget hovedet af med en økse. Sikke et ramaskrig (og børneskrig) der ville komme derhjemme, hvis DSB viste Chucky og Poltergeist på alle afgange, alle tidspunkter af dagen.
Rumle opdagede aldrig, at der endnu engang var psyko-tv. Nej der var mere spændende ting at lave, så som at kravle rundt og ligge på gulvet.

Da vi ankom, der blev vi sat af på en platform, hvorfra vi skulle sejles med longtail både resten af vejen. Da vi stod på platformen, så jeg lige ned i det smukkeste vand, som jeg nogensinde har set. Det var helt klart, og fisk i alle farver svømmede rundt under os. Når det kunne være så klart så langt ude, hvordan ville det så ikke se ud inde ved land?
I en proppet longtailbåd blev vi sejlet det sidste stykke ind til stranden, for til sidst af hoppe ned i det smukkeste vand.

Jeg var slet ikke færdig med at være imponeret over “den dybe tallerken”. For på stranden der var deres immigration. Så kunne man stå der med fødderne i det smukkeste sand omgivet af det smukkeste vand og tjekke ind i et nyt land. Det plejer jo altid, at foregå lige ved en skummel by et sted indlands, men ikke denne gang.
Øen er så lille, at det ville være rent spild af baht, at tage en tuk tuk til byen. Så vi gik i fem minutter og så stod vi på den gade der er byen.

Så begyndte vi ellers at trave rundt efter en bolig. Eller vi startede lige med at være fem minutter i chok over priserne i seven/eleven på øen. Alt er tre gange så dyrt, som de priser man ellers finder i Thailand. Man plejer ellers at kunne stole på seven/eleven som i modsætning til derhjemme, er en af de billigste steder at handle i Thailand. Bare ikke på Koh Lipe.

Øen er så lille at udvalget ikke var så stort når det kom til bolig. Varmen var helt ekstrem og taskerne vejer lidt ekstra i bagende sol. Efter en masse gentagelser af sætningen ‘No sorry all booked’ så tog vi en pandekage pause i skyggen. Den pause førte så til, at vi efterfølgende rendte ind i en mand, der kunne fortælle os hvor der var en både ledig og billig bolig.

Han havde ret, og inden vi så os om, var vi indlogeret hos en sød thaidame, hvor vi fik to værelser og endda mulighed for at lave egen mad.

Så skulle det da bare lige mangle, at hoppe ud i det der smukke vand….