Endelig sidder jeg i min egen stol. Den stol der engang bare var et møbel i vores hjem. Nu har den en værdi der ikke kan købes for penge. De møbler, som jeg den seneste uge har sat i vores hjem, og alle de mange flyttekasser jeg har tømt, de er en del af os, de er vores ramme, og det er de ting der gør, at vi føler os hjemme. Det er jo bare vægge der omgiver os, men så snart vi fylder rummet med vores ting, så er det VORES hjem. En værdi jeg først rigtig mærker, efter at have levet uden alle vores ting i halvandet år.

Alt har ændret sig selvom vi har søgt tilbage. Vi rejste, uden at vide hvor vi skulle ende? Vi gav slip på alt, og vi hoppede ud i livet uden et sikkerhedsnet. Vi rejste i troen på, at vi kan alt. Det kunne vi også! Men det ved vi først nu.

Vi er lige flyttet tilbage, hvor vi boede inden vi rejste, og det er så ubegribeligt hvordan vi fik det til at lykkes. Der var mange brikker der skulle falde på plads, og alligevel midt i alt virvaret over, at skulle genetablere et liv herhjemme igen, så landede brikkerne rigtigt.

Udefra er det jo næsten som om, at vi ikke har været væk! Victor og Emil går i samme klasser som før rejsen. Anton er startet i børnehaveklasse med alle sine gamle venner fra børnehaven. I følge Antons klasselærer, er det som om han altid har gået i klassen. Rumle går i børnehave, der hvor han gik i vuggestue, og nu bor vi samme sted som inden vi rejste, hvor børnene kan løbe ud og lege med alle deres venner.

Jeg har været hjemme en måned, men det føles som et halvt år.
Jeg har fløjet rundt, og jeg har haft tusind bolde i luften. Det er ikke nemt at komme hjem efter så lang tid. Men det er heller ikke svært…! Det er hvad man gør det til, og når man står der tilbage i det land man kom fra, så gælder det bare om at gå i den retning målet er, mens de mange andre bolde, der skal gribes, flyver om ørene på en. Hvis vi skulle have haft et sikkerhedsnet, så tror jeg aldrig, at vi var kommet afsted?!?

Vi tør det, som vi tror på. Sikkerhed er også bare en tryghed, som vi tror vi har. Vi ved det ikke. Alt er konstant i forandring og alt er uforudsigeligt. Vi kunne have haft lavet en plan, men vi ved ikke om den havde holdt. Måske havde sikkerheden holdt os tilbage i stedet? Jeg kan købe en forsikring, og betale andre for at stå til ansvar. Men når drømme skal leves har vi selv ansvaret. Den største sikkerhed vi har i vores drømme er vores egen viljestyrke, evnen til at gå målrettet, se udfordringer og løsninger og ikke problemer og forhindringer og frem for alt ikke glemme, hvor vi er på vej hen. Følger vi vores egen vej, så skal vi nok nå målet.

Nu sidder vi her. Vi er hjemme. Troen på at vi kunne har ført os ud på et kæmpe eventyr, men den har også ført os hjem. Nu er vi der, hvor vi kom fra, men vi er som mennesker, ligesom alt andet i livet, i konstant forandring. Nu sidder vi her igen, efter en rejse der både har givet os oplevelser, livserfaring og har åbnet vores øjne for værdier der før var værdiløse, og gamle værdier står nu ubrugte, fordi vi ser verden med helt andre øjne nu.

Jeg er så lykkelig for, at vi er hjemme hvor alle drømme begyndte. Når jeg kigger ud af vinduet og ser de vante rammer, så kan jeg ikke lade være med at smile. For tænk sig, at man kan rejse så langt, og gøre livet så spændende, og så alligevel vende hjem til lige det sted hvor vi trives så godt, at vi får energi til at drømme nye drømme, og tro på at vi kan leve alle de eventyr vi vil.

EN TUR TIL….. 🙂