Det gik pænt stærkt…!

Hvordan er det at være hjemme Tina?

Hvordan er det at forlade Danmark så længe, have tid med sine børn, bo i små bungalows, leve et sted hvor det er lige meget om det er onsdag eller søndag, rejse rundt på det ene eventyr efter det andet i 15 mdr og så pludselig være hjemme igen?

Jeg ved det faktisk ikke helt. Det hele er gået så stærkt. For nu er vi hjemme hvor alt går stærkt…

Jeg syntes faktisk, at det er gået så stærkt, at jeg ikke helt har kunnet følge med..!
Nogen vil måske mene, at flyveturen fra Thailand til Danmark er lang. Men når man pludselig laver hele sit liv om på 11 timer, så er det en kort flyvetur.
Pludselig stod vi i Danmark. Alt var jo som det var inden vi rejste. Det var som at vågne fra en smuk drøm.

Bang, bum og så kommer hverdagen flyvende ind over en, som havde man aldrig været væk.

Madpakker, vækkeur, forældreintra med nye beskeder der vælter ind hver time. Havde vores forældre fået så meget info, så havde vi været døde af iltmangel. Regnskoven ville simpelthen være væk, og vores lille kontaktbog havde været et stort ringbind i alfabetisk orden. Legegrupper? Jeg forstår ikke princippet med legegrupper. Hvorfor må børn ikke selv vælge hvem de vil lege med? Sådan et curlingsamfund hvor børn ikke må mærke virkeligheden. For virkeligheden er, at alle ikke leger lige godt. Det gør alle voksne heller ikke. Det er og må jo være sundt at lære i den del af livet, hvor vi med et barns øjne hver dag ser og oplever den verden vi skal leve i som voksne. Den del af livet, hvor vi kan møde modgang og samtidig søge trøst det tryggeste sted – hos mor og far.

Skolearrangementer. Jeg syntes det er hyggeligt med arrangementer på skolen, fritteren og i børnehaven. Faktisk syntes jeg, at det er enormt hyggeligt. Det giver mig et godt indblik i mine børns verden når jeg er aktiv i den, og det gør de små møder i skolegården hyggeligere, når man rent faktisk kender de andre forældre. Men wow, der er jo den nye fredagsbar. Der er jo en fest hver uge! Slam bang… Så blev det da liiiige hverdag… På 11 timer….!

Det er som om. at der er en angst fra forældrene om ikke at være 100% inde over deres børns liv hele tiden. Det ender op i en presset kalender og det der føles så rigtigt, det lærer måske ikke børnene så meget om virkeligheden. Kan vi først rydde lidt ud i den kalender, give lidt slip, og tro på at de er lykkelige selvom alle ikke leger sammen, så har vi tid til at være 100% sammen med vores børn, når vi er sammen.

Folk går ned med stress som aldrig før. Endda også børnene. Måske er den vej vi styrer vores samfund ikke den rette vej? Jeg brainstormer bare her.

Pædagoger, Sygeplejesker og skolelærere er stresset og i tidspres. Ikke engang der, hvor vi skulle kunne søge omsorg, pleje og ro er der hvilepuls. Hver gang jeg taler med nogen (efter jeg er kommet hjem), så hører jeg mig selv sige ‘jeg har så travlt’.

Det er den største omvæltning.

Der var ikke én dag på rejsen, hvor jeg ikke nød den ro vi fik, den ro vi gav vores børn. De mærkede virkeligheden når den er smuk. Måske er de fattigere på den anden side af kloden. Men ingen havde travlt, ingen vrissede af hinanden, og frem for alt havde alle tid til at give et smil.

Kunne vi bare skære det halve fra, så kunne vi måske nyde det hele sammen.