Intet er som man forventer… Fra verdensherre til koalabjørn

Jeg syntes en af de mest fantastiske ting ved at rejse, det er at ens verdensbillede ændre sig. Man kan danne sig billeder af en anden verden, men intet er som at se, dufte og røre en ny verden. Her er et hus er ikke bare et hus, det er en konstruktion af kreativ tankegang. Kreativitet er vel at skabe det øjet ikke ser, når verden ikke bare er sort og hvid, og når du skal tænke ud af boksen for at skabe. Det er sådan mange huse er bygget her, og bag hver en ølflaske der er brugt som lyskilde i en beton væg, bag det mest ustabile stillads og bag teltduen hvor de bor tæt, er der mennesker der har skabt, det vi andre ikke så. For at få drømme til at gå i opfyldelse, for for hvilken familie er et tag over hovedet, vægge omkring sig og tryghed ikke den ultimatve drøm. Hvis vi bor i den del af verden hvor midler ikke er noget man får, men noget man skaber. 
Øen er uden sammenligning med de andre steder vi har været i Thailand. Det er egentligt ikke en ø jeg ville anbefale hvis man har fjorten dages ferie at gøre godt med, og gerne vil have alt inden for rækkevidde. Men for os har det været fedt, fordi vi har set endnu en side af landet, der ikke ligner de steder vi har besøgt tidligere. Vi har fået sat vores fodspor her, mødt søde mennesker på vores vej, og fundet os tilrette her ved regnskoven. Vi har gået mindre skridt her end vi plejer, kigget op og kigget ned efter dyr hver gang vi har gået, og alligevel er det nu blevet hverdag at leve med tanken om at der er giftige dyr, både over og under os. Vi har fundet vores små yndlings steder at handle frugt og grønt, damen der arbejder der, hun kender os nu, smiler og giver drengene en banan når vi går forbi. Vi har set regnskoven når himmelen står blå over den, og når vand bliver til skyer mellem træerne. Der er unge piger der smiler og kører afsted om dagen, og når mørket falder på står de, ved hver deres bar, for at hengive sig selv til en fremmede. Hvor smilet er blevet til en forretning for den unge pige, der lever i en verden hvor kroppen er tilsalg for at opnå drømmene. Drømme som er så virkelige i vores vores verden, men her er de et håb og hvis vejen dertil kun findes i mørket, så må smilet få os til at tro at det er lykken. 
Forleden gik vi en tur langs stranden, og vi må efterhånden have lært at der ikke er noget hedder “bare gå en tur” her på denne rejse. Der sker altid noget spændene lige, meget hvor vi går hen, så det gjorde der jo så selfølgelig også der! Vi gik og hyggede i vandkanten, da vi pludselig møder en blæksprutte. Den så ikke særlig glad ud, men den havde helller ikke meget at smile af. Den lå og var ret slatten i vandkanten, og dens dag blev kun værre da den mødte os. 
For sikke et fantastisk spændene fund!!! Personligt har jeg været ret skuffet over de døde blæksprutter, jeg har set et utal af gange i boder og restauranter her I Thailand. De smager fantastisk, men nu har jeg åbenbart set flere disneyfilm, end jeg har set hele blæksprutter i kølediskene, inden vi rejste hertil. For i min verden så ser blæksprutter slet ikke sådan ud! Jeg var mere ud i noget med en stor ballon med lange arme og lidt søde øjne. Den her kunne ligne en anelse, hvis man lige pillede den der store campingvogn af den har på ryggen, og hvis den ikke så så mega sur ud, bare fordi vi brugte den sidste levetid på at studere den. Vi prøvede at sætte den ud et par gange, men den drev ind igen, så lå den der med sit sure blik, og måtte nok erkende at dens camperliv på de syv have var slut. Da vi var færdige med at være fascineret over den, så satte vi den ud, så den trods alt kunne slutte de sidste krapetrækninger af liv ude i vandet. Men så langt nåede den ikke, for lige som vi slap den, så kom der en thai’er, der glad gik op til sin restaurant med den. 
Nå men så fik både den, og os da en helt ny oplevelse. 


Vi gik videre ned af stranden, og stopper ved en af de smukke træer, som Koh Chang virkelig får top point for at have på deres strande. De er SÅ smukke og et fantastisk lege sted. Så godt at lege i at Anton beslutter sig for at kravle op i træet, ikke bare op, men helt op. Til en vis grænse er man jo verdens herre når man er seks år (eller bare er dreng) og han fik da også fortalt stolt, om alle sine abe kundskaber, da han smart i en fart kravlede op til toppen. Ja, og nogle gange skal man jo ud hvor grenen er tyndest, for at finde sin egen svaghed. Men for at komme op så skal du også turde at se ned, ellers er vejen tilbage lang. 
Pludselig var vores lille verdensherre blev et meget lille væsen, både fordi han sad så højt oppe, men også fordi han pludselig sad som en lille koalabjørn, og klamrede sig til grenen højt oppe. Vi prøvede at guide ham tilbage, overtale ham til at springe, så ville vi (Mikkel) jo så gribe ham. Men intet syntes at lykkedes!!! Der gik en halv time, der gik en time… Vi kunne ikke komme ud på den gren og hente ham, så han sad bare der og så sød ud, højt oppe. Heldigvis havde nogle thai’er fulgt med i projekt “fra verdensherre til kolalabjørn” og de kom så heldigvis med en lang stige, så vi kunne hjælpe stakkels Anton ned igen. Der er altså ikke noget så skønt som thai’er, de både smiler og hjælper hvor de kan. 
Pludselig blev det aften, og det er som om at det bliver aften alt for hurtigt hver dag her. Dagene er så fyldt med oplevelser og tiden går som den aldrig har gået før. Vi var ret glade over at have Anton med hjem, og Anton var vist også glad for, at han alligevel ikke skulle blive oppe i det træ, indtil at han var blevet stor nok til at komme ned selv. 
Aftenen blev nydt med grill på terrassen og glade drenge der løb og legede, på bakken hvor vi bor. 
Det er slet ikke så tosset med en blækspruttedag hvor man kom lidt for højt op, og heldigvis er i et land hvor de hjælper en ned igen. 
Vi var nok ikke de eneste der havde grill på menuen den aften… ( RIP. Blæksprutten)
Af Tina Ørsted Rosendahl 

   

1 kommentar

  • Anonym

    Sikke en fantastisk blog! Jeg har for ganske nylig opdaget din blog om Jeres fantastiske eventyr og nyder virkelig at læse med. Synes det er så spændende og livsbekræftende det I har gang i og min drøm er at gøre det samme når jeg engang får en familie…nu venter vi lige på første børn..har termin om en uges tid. Men i fremtiden…nøj jeg ville elske at kunne give mine børn sådan en oplevelse! Mange hilsner fra Marie.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskriften er enkel... Skarpe tænder, lidt klam, ret farlig,spændene,udfordrende, seje og egentlig også lidt nuttet.