Visum på en dag – Ej vel…. | Ingen kategori

Vi rejste afsted fra Hat Yai på visa-run til Malaysia. Der troede vi kun, at vi skulle være et par dage. Men nu skal man åbenbart ikke tro på alt hvad man tænker, for de par dage blev hurtigt til over en uge.

På nettet står, at man kan søge om visum og afhente det samme dag. Det syntes vi lød fint, så vi gad ikke rejse så langt ind i landet alle sammen. Vi blev enige om, at det ville være nemmere at slå os ned tæt ved grænsen og lade Mikkel rejste de mange timer videre af sted dagen efter og hente visum, så vi kunne komme tilbage til Thailand hurtigst muligt. Det lød jo mega simpelt, og ordet simpelt er et virkelig dejligt ord i forbindelse med visum!

Vi blev sat af 10 km fra grænsen i Malysia. Det var dog lige tæt nok på grænsen, vi befandt os i en lille gemmenkørsels-by. Der lå et par ækle hoteller oven på et par ækle butikker. Vi stod lige og sparkede lidt i gruset ved vejen, i mens vi funderede over, om det ikke var lige stenet nok at bo der. Det var det faktisk. Ind i en taxa igen og videre til næste by. Det var nemlig lidt mere en by og det var der vi havde overnattet nogle måneder tilbage, inden vi tidligere rejste til Langkawi, så vi vidste, at hotellet var dejligt.

Da det var en fredag vi ankom, var der udsigt helt til søndag før Mikkel kunne rejse afsted efter visum. Hmm… det var en lidt lang weekend vi havde i sigte, for udenfor var det 44 grader i skyggen, vi var på fastlandet, langt væk fra kysten og i en by uden hoteller med swimmingpools. Byen var en lille lokal by uden turister (elsker byer uden turister). Der lå ikke meget andet end et par butikker og et Night Market. Om dagen fik vi lige okset os igennem varmen ned til de små butikker, hvor vi kunne handle, men det var som at gå i en sauna, og man blev næsten dårlig bare af den korte tur. Vi er ellers ret hardcore hvad angår varme efterhånden, men det her, det var crazy varme. Vi skyndte os tilbage i aircondition, hvor ungerne fik frie tøjler til at lave huler og rutsjebaner af sengemadrasser.

Vi fik også set hele serien ‘Badehotellet’ der kørte på DR. Det var bare mega tortur, at se på alt det danske mad der blev serveret i den kulisse!!!

Vi manglede en klapvogn til Rumle (igen) så vi fik brugte weekenden i heden med blandt andet at gå på klapvogn-jagt. En slags jagt man skulle tro vi aldrig blev trætte af. Jeg har faktisk ikke tal på hvor mange klapvogne vi har købt det seneste år, men det er helt klart flere end en gennemsnitlig børnefamilie. For at købe en klapvogn skulle man ind til en anden by. En mand fra en af de lokale gadekøkkener tilbød at køre os derind, bare fordi de er så søde i Malaysia. Det var vildt hyggeligt at køre med ham, for de er ret gode til engelsk i Malaysia, så vi fik en masse spændene at vide om landet, byen og befolkningen. Vi var lidt i tvivl, om vi skulle tilbyde ham penge? Da han så fortæller, at han også er politibetjent, så blev vi endnu mere i tvivl. Men vi ville jo heller ikke være sådanne nogle nederen turister der ikke ville give noget for kørsel, så vi spurgte ham, og han ville have lidt betaling, og åndende lettet op da han smilte, sagde ja og præsenterede os for hans familie efterfølgende. Pyhhh!

Når solen endelig gik ned, kunne vi bevæge os rundt uden at svede som svin. Vi gik op til Night Market, og det var virkelig hyggeligt (jeg har mistet alle billederne fra Market – hyyyyl) Det var meget anderledes fordi det var lokalt, ingen turister og meget ’malaysisk’. Kødet lå og hang i aftenvarmen hvor det blev solgt, der var frugt i lange baner, og en masse krims-krams. De lokale stoppede op hele tiden og snakkede med os. De var nok lidt forundret over disse lyshårede fremmede. Det sjove var, at her spørger de om ens alder hver gang man taler sammen. Mega underligt. ‘How old are you, and you, and you (gange 6). Det er jo meget normalt at der bliver spurgt ind til børnenes alder, men her stod de meget interesseret hver gang og spurgte til mig og Mikkels alder også. Så spurgte vi også dem, selvom vi egentligt var ret ligeglade med om de var 45 eller 50 år. De snakkede så længe med os af gangen, at man næsten følte, at man var ægte venner efterfølgende. De er virkelig søde og lidt underlige de malaysiere.

Mandag drog Mikkel afsted mod den bus der tidlig morgen skulle køre ham en 6 timers tur til den Thailandske ambassade. Ungerne og jeg blev i aircondition på hotellet og byggede huler og hyggede. Efter nogle timer var Mikkel pludselig tilbage? Han var ikke blevet kørt det rigtige sted hen for at komme til bussen, så det ville være for sent at rejse at rejse afsted igen samme dag.

Dagen efter drog Mikkel igen af sted med pas under armen for at få de visum. Drengene og jeg vi byggede da lige huler igen, lavede en hoppe madras og håbede at der ikke boede nogen på værelset under! Vi tog også på Night Market, og nød det malaysiske aftenliv. Sent, meget sent, kom Mikkel tilbage uden visum. Så var man sådan lidt ‘hvad nu?’

De havde lavet reglerne om, så nu kunne man ikke længere få visum samme dag. Det havde de selfølgelig straks skiltet med PÅ ET SKILT PÅ AMBERSSADEN. Nåår ja, det ville jo heller ikke være oplagt lige at ændre det på nettet også. Så bare for, at det skulle være endnu mere besværligt, så havde Thailand en eller anden helligdag dagen efter, så nu når Mikkel var rejst så langt, så ville han ikke engang kunne blive til dagen efter og få det der. Hvis I er forvirrede så er det fordi det er thailandsk visum vi skulle søge i Malaysia, så det er den thailandske ambassade i Malaysia Mikkel var taget til.

Nå, men så skulle vi jo ikke lige have visum nu. Men der skete da også vilde ting i den by vi boede i. Byen lå tæt ved en flod, hvor der boede mange kæmpe varaner. De var gået igang med at spise en stor hund. I mangel på forlystelser og med et mere afslappet syn på hunde efter at have set dem døde og i forrådnelse i vejkanter i over et år, så fandt vi det ret spænende at kigge på. Det var som at være i en zoo når løverne får mad. De stak hovedet helt ind i hunden, og de sloges og kæmpede om kødet. Der sad vi så ved floden og så på naturens barske side.