Ventetiden værd…

Vi havde ventet spændt på denne dag, faktisk havde vi besluttet os for, at vi slet ikke ville forlade Vientiane før den dag. Rundt omkring i byen hang plakater om et Cirkus fra Vietnam der snart skulle ramme Vientiane. Der blev delt foldere rundt, og igennem byen kørte der dagligt klovne på scootere med reklame for cirkus.

Det blev vi nød til at opleve. Vi kan ikke rejse rundt i så lang tid uden at opleve et Asiatisk cirkus.

Vi kom lidt sent ud af døren, troede vi. Der var nemlig ikke kun en, men flere der havde sagt til os, at cirkus ville starte klokken 15.30. Vi gik i den stegende hede (for stegende) ned for at spise burger med pommes, og med sund cola til som gør børn afslappet, så vi ikke ville ankomme på tom mave.

Da vi havde spist, ville vi lige skynde os, at finde en tuk tuk der kunne kører os til cirkus. Ingen tuk tuk chauffører forstod hvor vi skulle hen, så jeg trak lige en joker og googlede cirkus, så der på min iPad kom et helt galleri af cirkusbilleder. Det skulle man tænke var et godt vink! Meeeen nej, der var ingen klokker der ringede? Jeg pegede lidt ekstra på billederne af cirkus teltene, og nikkede med store øjne, imens jeg ventede på at lyset ville gå op for en af tuk tuk chaufførerne, men nej. Det stod helt stille derinde, som i bum stille. “No no dont now”… Are you kidding me? Ikke engang billeder af klovnene gav pote…!!! Den seneste uge har klovnene kørt med STORE højtalere på scootere, og lavet reklame for cirkus i hver en gade. Tror de, at det er fulde turister i grimt tøj med solbrændt næse?. Efter ca hundrede år, fandt vi endelig en der nikkede, og genkendte de mystiske billeder på min iPad. Vi kunne næsten ikke tro det, men så var vi endelig på vej mod cirkus.

Der så ganske øde ud da vi ankom, for øde… I den viden om, at vi var sent på den, så var der noget der ikke stemte !!! Dem der skulle være igang med at gøre deres gøglerboder klar, sad på jorden og skrællede rodfrugter, og den hoppeborg der gør sig bedst med børn på, stod forladt i solen… Irriterende agtigt… Vi så os om efter en der kunne engelsk, og det fandt vi ikke… Men en forstod os, når vi sagde ‘start’ og han pegede på sit ur helt derhenne mod klokken 20!!!!!! Som en doven kat der lige er kommet til at slippe den mus, han endelig havde fanget, så faldt øjnene halvt i, og poten gad ikke engang at gøre en indsats for at fange den igen… Det virkede helt uoverskueligt, for vi stod et øde, og ja et ret øde sted kun fyldt med kedelige boder, og solen hang over os som en bold skudt af en to årig, der kun kan sigte den vej hvor ens hoved er. Det her betød, at vi skulle fordrive fire og en halv time midt i ingenting, og det skulle samtidig forgå i skyggen da alt andet var for varmt.

Jeg aner ikke hvordan vi gjorde? Det var noget med vi fandt en restaurant der havde en bil Rumle kunne køre i, at vi har børn der efterhånden kan lege med alt ting, det behøver ikke engang ligne en ting, og så nogle små gåture hen og købe slik til cirkus.

Solen var gået ned, og vi kunne nu bevæge os frit uden at kollapse. Vi gik om i nogle små gadekøkkener og købte aftensmad. Der satte vi os ved bagindgangen til cirkus på jorden og spiste. Det var nemlig ganske spændende at følge med bag kulissen.

Tra tra da da… Endelig gik vi ind, med billetter i hånden kunne showet begynde… Der gik ikke længe før jeg måtte kæmpe mod tårnene. Showet var ikke engang startet endnu, og lyset var kun lige blevet slukket i arenaen, da de første tåre pressede sig på. Salen blev mørktlagt og op rejste vores drenge sig, som de eneste i salen og klappede og jublede i ren begejstring. Det er noget så stærkt som taknemmelighed og glæde der fylder fylder så meget i vores børn. De er så lykkelige for det de oplever, og de tager intet forgivet.

Lyset kom frem og arenaen blev fyldt op med artister, ved siden af mig lød de mest begejstret små stemmer jeg til dags dato har hørt. De elskede alt, de kommenterede alt, de smilede til hinanden, og de gav os krammer i ren begejstring, over det de så. Jeg blev så glad for, at vi ikke som fast tradition hvert år, har taget dem i cirkus. For så havde de måske glemt hvor fantastisk det er at se klovne, gøglere og akrobater. Når de bare får og får og helt glemmer at sætte pris på det. De aner slet ikke hvor forkælet de er, når de for lov til at rejse rundt i verden. Det er nemlig en slags hemmelig forkælelse der gør dem så stærke, så kloge, så modne og de får et syn på verden, som mange mennesker end ikke får på et helt liv.

Jeg var måske lidt sensitiv den dag, for selv da jeg delte deres slik ud, der fik jeg også en klump i halsen. De fik en lille slikkepind og et bolsje hver, og så lød de små glade stemmer “Øj vi har fået slik”. Ikke noget med, får vi kun det? Nej, de er bare bare nogle gode drenge…

Klovnene lagde drengene på gulvet af grin, Rumle fik sit livs oplevelser, da hesten kom ind i arenaen (det var et æsel – Shyy..) og akrobaterne gjorde dem alle mundlamme.

Klokken mega sent gik vi glade hjem mod hotellet, vi kunne nemlig ikke få en tuk tuk, for som jeg har skrevet før, så sover byen ret tidligt. Vi mødte nogle skræmmende hunde i grupper på hjemturen, men som Anton beroligede mig med, så er der ikke noget at være bange for, når de knurrer med halen?