Elsker dem/elsker det

Når man glæder sig rigtig meget til noget, så er det bare ren uvurderlig guld, når dagen kommer hvor glæden skal pakkes op. Endelig blev det 1. Juledag, som vi har talt ned til, med hjælp fra julekalenderen.Tidligt om morgenen gik vi ned og lejede en übber fed pickup, for så kunne vi i bedste stil sætte kursen mod Krabi lufthavn, og hente min familie. Vi har snart været så længe væk fra de danske trafik regler, at det falder os helt naturligt at leje en pickup når der skal transporteres mange mennesker. I starten af rejsen, der stod vi sådan ‘Øj hvad, se de sidder bare bag på laddet når de kører’. Nu gør vi det samme selv, og vi finder det lige så praktisk som det er.
Turen derind var fyldt med sommerfugle i maven og sådan en lidt sær følelse af, at det alligevel virkede pænt urealistisk, at min familie snart var lige her i paradis med os! Nu kunne vi snart give dem en kæmpe bamsekrammer, og opleve det liv vi elsker her, SAMMEN… Det kunne faktisk ikke være en bedre følelse.
Vi satte os ved en helt forkert gate i lufthavnen, så det blev dem der fandt os. Wow wow og wow hvor var det ubeskriveligt dejligt at se dem igen!!!!!

Helt høje over de mennesker, vi havde støvet op i lufthavnen, så satte vi kurs mod Koh Lanta. Foruden min moar, min storesøster, min lillebror og hans skønne kæreste Julie, så var der også dansk slik, flødeboller (smeltet men de smager godt om så de er blendet, når de har været savnet så længe) remoulade, rugbrød, og alt det jeg havde shoppet og fået sendt til min mors adresse. Der var dog en vis mor der havde glemt min slaske hovedpude ‘Moaaar altså…!’ Men der opdagede jeg, at min søster har taget sin slaske hovedpude med, og det kunne jo godt lægge an til 14 dages forhandlinger om at den pude bliver her!?! De er nemlig så store og hårde deres hovedpuder her! Og når det kommer til hovedpuder, så skal de altså helst være slasket og ikke store og hårde….

Vi kørte hele familien op til deres resort, og der fik de sig noget af en skuffelse. Det resort de i dyre domme havde booket til 14 dages paradis, havde fået en tilbygning der lignede fængselsceller! Det lever ikke helt op til den frihed jeg konstant skriver om her… Dem de troede de havde booket, de hyggelige bungalows, de var alle optaget, og så skulle de bo i den mest intetsigende grå bygning omgivet af intet andet end grå sten…
Først undlod jeg at sige noget, men da familien der ikke havde sovet i 36 timer ligesom åbnede op for, at det ikke lige var drømmen, så kunne jeg kun være enig. Heldigvis skulle de ikke betale da det ikke så ud som på nettet, ja jeg tror faktisk ham thaieren godt kunne se, at det aldrig ville komme til at ske. Vi kørte hen til vores bungalow, og der blev vores bungalow lige straffet med en eksplosion. Der gik under fem minutter, og så lignede den en eksplosion af blandselvslik, flødeboller, ugeblade, skønhedsprodukter, børnetøj, og julegaver… De havde nærmest intet bagage tilbage, da de havde pakket vores ud…

Nu skulle vi så bare lige finde et nyt sted til dem i mega højsæson!!!! Efter meget besvær, og efter at have hørt sætningen ‘Sorryyyyyy all booket’ alt for mange gange, der fandt de det helt perfekte sted hvor de kunne bo til den 1 jan (pyhhh…)
Mega sultne og lidt døsige i kanten kunne vi endelig sætte os ned med udsigt ud over vandet, og holde en slags juleaften og nyde hinandens selskab…
Den eneste ulempe ved deres nye “hjem” det var at vi ikke længere boede ved samme strand, men det blev hurtigt løst da vi lejede scootere og lige kunne smutte frem og tilbage (ELSKER SCOOTERE).

Så har vi cruiset hen til dem, og der har vi crashet deres lækre resort hver dag. Efter en lille uges tid, flyttede vi hen på samme strand og fandt en mega billig bungalow. For det var virkelig spild af penge ikke at bo billigt, når nu vi alleligevel ‘boede’ hos dem morgen til aften.
Det er også fedt at crashe hoteller, det er lidt som at snige sig ind på disko med fake id (det var fedt engang!)

På deres hotel bor der foruden mormor, moster, onkel og Julie en mega sød abe. Ja fri skal de helst være, men når nu det ikke blev dens lod, så kan jeg fortælle, at det er den mest glade fangeskabs abe jeg har mødt pt. Han hygger i det træ, som han er sat fast til, han leger med børnene (Anton er helt solgt) og om natten der tager vagten på ressortet en havestol hen, og der sidder han og sover med aben i sine arme (CUTE). Min mor plejer ikke at være den helt store Stive Irwin, så jeg troede nærmest ikke mine egne øjne, da jeg spotter hende stå med den abe som var den et spædbarn. Hun arbejder til dagligt i en vuggestue, og hun havde heller ikke sine briller på. Måske kunne den godt ligne en grim baby hvis man kniber øjnene sammen?

Når mormor ikke finder dyr, så er hun jo et gudsbenådet overskudsmennske når det kommer til vores fire børn. De råhygger med mormor, for hun er sådan en der fortæller lange eventyr, spiller spil (der tager laaang tid) og lunter tålmodig rundt med Rumle. Det virker helt skørt ikke at kidnappe hende, så hun bliver her! Hun og moster har også to børn sovende hver nat hos dem, og det er noget drengene (og forældrene) elsker.

Min søster og jeg taler tit i telefon her på rejsen, og hvor lækkert er det lige, at vi nu kan sidde face to face istedet for facebook to facebook! Min mega dejlige lillebror og hans skønne humør helt tæt på, og at vi endelig lærer hans skønne kæreste Julie at kende…
Der er bare mega råhygge her på Lanta, og selvom det er stressende at gå ud og spise 10 mennesker sammen frokost og aften, fordi jeg ikke kan tage samme ret som dem alle, og altid fortryder min egen ret, så er det det mest hyggelige nogensinde…
For et er, at være i paradis, og et andet er at være i paradis med alle dem jeg elsker så højt.
Vi nyder de smukkeste solnedgange, og hver gang drengene løber hen og krammer dem, så smelter mit hjerte, for det har været savnet kram… Tiden må godt stå lidt stille lige nu…